Den praktiserende læge møder sine patienter i telefonen, i konsultationen og i patienternes eget hjem. Det giver nærhed og koncentreret patientkontakt i arbejdet med diagnostik, behandling og kontrol. I almen medicin har desuden rådgivning, lindring og støtte en stor plads i behandlingen.

Henvendelsesårsagerne dækker diagnosemæssigt nærmest hele det medicinske spektrum, men med andre indgangssymptomer og hyppigheder end i sygehussektoren.

Den praktiserende læge ser oftere kun delvist udviklede sygdomsbilleder tidligt i forløbet, og mange af de lidelser/sygdomme, den praktiserende læge møder, er selvlimiterende over tid og kræver mere kontrol end behandling.

Den praktiserende læge tager sig af sygdomme og tilstande, som sjældent eller aldrig kommer under behandling i sekundærsektoren.

Alvorlige sygdomme, der ofte ses til undersøgelse og behandling på sygehus, optræder sjældent i den enkelte praktiserende læges praksis. Det kræver at den praktiserende læge er en god kliniker.

Der er særdeles gode muligheder for indflydelse på arbejdsform og arbejdsmængde i almen praksis, da lægen er selvstændig og ikke ansat.

60 % af de praktiserende læger arbejder sammen med andre læger i et kompagniskab eller samarbejdspraksis og 40 % er sololæger. Kliniksekretær eller sygeplejerske er i øvrigt de nærmeste samarbejdspartnere, herefter hjemmesygeplejerske og hospital.