Sidst opdateret:
10. jan '12 Kl. 15:11 af ASG

Uddannelsesudvalget under DSAM har til opgave at følge uddannelsen inden for almen medicin, lige fra den prægraduate del på universiteterne over klinisk basisuddannelse, specialeuddannelsen i almen medicin og efteruddannelse. Som fagligt selskab følger Uddannelsesudvalget også indholdet af de specialespecifikke kurser i hoveduddannelsen.

FYAM har to repræsentanter i dette udvalg, men også vores to suppleanter er velkomne til at deltage i selve møderne, som foregår ca. 4-6 gange om året i DSAM's lokaler i København.

Arbejdet med at revidere hele målbeskrivelsen for den almenmedicinske uddannelse er skudt i gang, og dette arbejde ligger i DSAM's Uddannelsesudvalg. Alle mål/kompetencer skal gennemgås, og der skal tages stilling til, om de er tidssvarende og formuleret rigtigt. Fra FYAM har vi lavet et oplæg med vores bud på den optimale almenmedicinske uddannelse, som både indbefatter en ny opbygning af selve uddannelsen, en grundig revision af kompetencer med fokus på konkretisering og meget specifikke evalueringsmetoder. Dette oplæg arbejder vi fortsat videre med i FYAM's Uddannelsesudvalget (vores to repræsentanter og to suppleanter), således at vi er ordentlig klædt på med argumenter og gennemtænkte løsninger, når vi skal sidde med i arbejdsgrupperne under DSAM's Uddannelsesudvalg til denne omfattende revision.

Vi forventer os meget af revisionsarbejdet, og glæder os meget til at være med til at forberede den almenmedicinske uddannelse for vores fremtidige kollegaer.

Har du lyst til at læse mere om FYAM's oplæg til en ny almenmedicinske uddannelse, og læse hvad vi vægter i det kommende arbejde med revisionen af målbeskrivelsen, kan du finde vores oplæg her på hjemmesiden. Kommentarer modtages altid gerne.
 

Ansættelsesproceduren er et andet område, som der er blevet arbejdet meget med i DSAM's Uddannelsesudvalg. Almen medicin er forankret i de fem regioner, og indtil videre har ansættelsesproceduren desværre været meget forskellig afhængig af, hvor i landet man søgte en hoveduddannelsesstilling. Det ser nu ud til, at man er ved at nærme sig en fælles model, som forhåbentlig vil kunne bruges over hele landet.

Har du spørgsmål til vores udvalgsgruppe eller måske lyst til at være med, er du velkommen til at kontakte os (se mailadresser under Udvalgsmedlemmer).

Eva Schandorf, 14.juni 2010
FYAM repræsentant i Uddannelsesudvalget


 

DSAM, Øster Farimagsgade 5, Postboks 2099, 1014 København K - T: 3532 6590 - F: 3532 6591 - E: dsam@dsam.dk
Dudal Webdesign